Aktivér tilgængelighed Aktivér tilgængelighed

Takeda Danmark får ny landechef

5. oktober 2021
Roland Kurney

Roland Kurney er ny landechef for Takeda i Danmark. Kurney har en mangeårig erfaring fra den farmaceutiske industri samt fra andre sundhedsorganisationer, herunder Charité sygehuset i Berlin. Han kommer senest fra en stilling som CFO i Takeda Tyskland.

Vallensbæk, 06. oktober 2021 - Roland Kurney er ny landechef i Takeda Danmark og afløser dermed svenske Patrik Forsell, der har siddet i stillingen siden 2017. Kurney har været Takeda Tysklands finanschef i 5½ år og råder over en mangeårig erfaring indenfor lægemiddelsindustrien og sundhedsvæsenet. Han har blandt andet arbejdet for det velrenommerede Charité Sygehus i Berlin i 7 år.

I hans tid i Takeda Tyskland har han været med til at lede organisationen gennem en kompleks forandringsproces efter integrationen med Shire. ”Sammenlægningen af Takeda og Shire har været en vigtig erfaring for mig, og jeg ser frem mod de nye opgaver i Takeda Danmark, som befinder sig midt i en spændende udvikling mod at blive stadig mere specialiseret indenfor sjældne diagnoser”, siger Roland Kurney.

Roland Kurney er tysk af nationalitet, men flytter til Danmark sammen med sin kone og deres tre børn.

”Jeg har fået en fantastisk modtagelse af medarbejderne i Takeda Danmark og et stærkt første indtryk af Danmark som en førende nation inden for life science. Jeg ser det som et stort privilegium at få lov til at arbejde i Danmark, som jo ligger helt i top i Europa målt på specialiseringsgrad inden for life science, herunder forskning og udvikling, kliniske forsøg, medarbejdere samt produktion og eksport af lægemidler”, siger Roland Kurney.

”Efter opkøbet af Shire og frasalget af OTC-delen til Oripharm ser jeg frem til de næste skridt, som består i at styrke og videreudvikle vores førerposition inden for særligt sjældne diagnoser og ADHD. Det, der for alvor motiverer mig, er, at gøre en forskel for patienterne og den opgave glæder jeg mig at tage fat på i samarbejde med dygtige medarbejdere i Takeda og med patientforeninger, sundhedspersonale, myndigheder og andre aktører i det danske sundhedsvæsen”, siger Roland Kurney. 

Takeda Pharma A/S er et datterselskab af Japans største lægemiddelvirksomhed Takeda Pharmaceutical International Limited. Det danske hovedkontor ligger i Vallensbæk, hvor den danske ledelse og cirka 60 medarbejdere fra medicinsk information, salg & marketing, market access og public affairs samt administrative funktioner har kontor. 

Takedas forskning og udvikling fokuserer på fire områder: onkologi, gastroenterologi, centralnervesystemet og sjældne diagnoser. Herudover investerer Takeda målrettet i forskning inden for plasmabaserede behandlinger og vacciner.

For yderligere information, venligst kontakt:
Louise Herbild, Head of Patient, Value & Access (louise.herbild@takeda.com, tlf. 51172034
eller
Morten Frank Pedersen, Head of Public Policy, Denmark & Nordic (morten.pedersen@takeda.com, tlf. 30686677)

Om Takeda

Takeda er et globalt forsknings- og innovationsdrevet farmaceutisk selskab med hovedkontor i Japan. Vi har fokus på forskning og udvikling af medicin indenfor fire områder: Onkologi, gastroenterologi, centralnervesystemet og sjældne sygdomme. Herudover investerer
vi målrettet i forskning inden for plasmabaserede behandlinger og vacciner. 

Vi har i dag en omfattende forskningsportefølje , og har fortsat fokus på at udvikle behandlinger, som kan forbedre livssituationen for mennesker, der rammes af sygdom. Vores medarbejdere i mere end 80 lande verden over arbejder ansvarligt og dedikeret sammen med partnere i sundhedssektoren for at bedre livskvaliteten for patienter. Har du lyst til at vide mere, se venligst www.takeda.dk.

 

C-ANPROM/DK/CORP/0008