^{Onkologi/Hæmatologi}

Lymfekræft

Lymfekræft, eller lymfeknudekræft, er en fælles betegnelse for en lang række kræftsygdomme, der opstår i lymfeknudernes celler, hvor cellerne i lymfeknuderne begynder at vokse og dele sig ukontrolleret. Der findes over 400 lymfeknuder i kroppen, og de er forbundet med et karsystem, der hedder lymfekarrene. Cellerne i lymfeknuderne kaldes lymfocytter. Der findes to slags lymfocytter: B-lymfocytter og T-lymfocytter, og det er i disse celler, lymfekræft opstår¹.

Lymfeknuderne findes især i større samlinger på halsen, i armhulerne, brystkassen, i maven og i lyskerne. Ved lymfekræft kan en eller flere af kroppens lymfeknuder ændre form, konsistens og/eller størrelse og et af de først tegn på lymfeknudekræft kan derfor være en knude på halsen, i armhuler eller lysken. Man kan også have symptomer såsom nattesved, forhøjet temperatur og uforklarligt vægttab.

Ved mistanke om lymfekræft vil man få taget en prøve fra den pågældende lymfeknude. En række undersøgelser af prøven vil give svar på, hvilken form for lymfekræft der er tale om. Lymfekræft inddeles traditionelt i to hovedtyper: Hodgkin lymfom og non-Hodgkin lymfom. Både Hodgkin lymfom og non-Hodgkin lymfom har flere undertyper med forskellige sygdomsforløb. Behandling og behandlingsforløb vil blive tilpasset den enkelte patient baseret på typen af lymfekræft.

Der er ca. 1500 nye tilfælde af lymfekræft om året i Danmark, ca. 90 % af dem er non-Hodgkin lymfom og ca. 10 % er Hodgkin’s lymfom. Hodgkin lymfom rammer typisk unge voksne i 20-30 års alderen eller efter 50-års alderen, og sygdommen ses lidt hyppigere hos mænd end hos kvinder. Non-Hodgkin lymfom forekommer i alle aldersgruper, men stiger i antal fra ca. 25-års alderen².

Lungekræft

Lungekræft er en sygdom, hvor kræftceller dannes i lungerne, vokser ukontrolleret og danner tumorer. Lungekræft er én af de mest almindelige kræftformer i Danmark, og der findes to hovedtyper, henholdsvis den småcellede og den ikke-småcellede³.

Ikke-småcellet lungekræft er den mest almindelige af de to hovedtyper og udgør cirka 85 % af lungekræfttilfældene. Adenokarcinom er én af tre hovedundertyper af ikke-småcellet lungekræft. Adenokarcinom i lungen begynder i de celler, der beklæder luftvejene i lungerne og som frigiver slim og andre stoffer. Bestemmelsen af undertypen er baseret på, hvordan cellerne ser ud under et mikroskop. Derudover gentestes en prøve af lungetumoren for at bestemme, om kræftcellerne har nogen kendte genmutationergenetiske forandringer.

En af de kendte genforandringer er rearrengering af anaplastisk lymfom-kinase, der resulterer i ALK-positiv ikke-småcellet lungekræft; i daglig tale kaldet ALK-positiv lungekræft. Ved ALK-positiv lungekræft sker der en unormal aktivering af et gen som stimulerer væksten af kræftcellerne.

ALK-positiv lungekræft er kendetegnet ved at den ofte rammer yngre mennesker, som aldrig har røget. Hvert år bliver der i Danmark diagnosticeret cirka 4.600 patienter med lungekræft. Heraf har mellem 20 og 40 patienter ALK+ lungekræft⁴.

Myelomatose (knoglemarvskræft)

Myelomatose er en kræftsygdom i knoglemarven, der opstår i en særlig type hvide blodlegemer. Knoglemarven findes i hulrummet i vores knogler, og her dannes blodets forskellige celler. Ved myelomatose er der sket en forandring af de hvide blodlegemer, som kaldes plasmaceller. Det er disse plasmaceller, som bliver til kræftceller ved myelomatose. Plasmacellernes normale funktion er at producere antistoffer mod virus og bakterier. Antistoffer er en særlig slags proteiner, der kan bindes til virus eller bakterier og uskadeliggøre dem. Myelomatose medfører, at et stort antal unormale plasmaceller (myelomceller) samler sig i knoglemarven. Disse unormale plasmaceller hæmmer de normale plasmaceller, så produktionen af vigtige antistoffer bliver forhindret⁵.

Blandt de mest almindelige symptomer på myelomatose er smerter i ryggen, armene eller benene. Myelomatose har en særlig tendens til at angribe og svække knoglerne, og denne svækkelse af knoglerne kan blive så udtalt, at der kan opstå sammenfald af ryghvirvler eller knoglebrud. De fleste oplever smerter i ryggen, og da myelomatose er en relativt sjælden sygdom, kan der gå lang tid, inden man bliver klar over, at rygsmerterne skyldes myelomatose og ikke en af de hyppigere ryglidelser. Der kan også opstå symptomer på blodmangel, f.eks. træthed, bleghed og åndenød ved små anstrengelser. Myelomatose er en kronisk, og dødelig, sygdom, som dog med den rette behandling kan holdes i ro i lange perioder⁶.

For at få stillet diagnosen myelomatose vil det være nødvendigt med en række undersøgelser. Der vil blandt andet blive taget blod- og urinprøver, ligesom man også kan få foretaget forskellige scanninger, som kan vise, om der er forandringer i knoglerne. Endeligt knoglemarven blive undersøgt⁷.

Myelomatose er den næsthyppigste hæmatologiske kræftsygdom i Danmark med ca. 350 nye tilfælde om året. De fleste patienter, som får konstateret sygdommen er ældre end 60 år, incidensen stiger med alderen, men sygdommen ses dog sjældent før 40-årsalderen⁸.